Politiker ny hoteldirektør

Politiker ny hoteldirektør

Tidligere medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland, Poul Müller, skal drive hotel i Herning.

Fra og med på søndag kommer der ny direktør på Hotel Corona i Herning. Den tidligere politiker Poul Müller overtager nemlig driften af hotellet i Skolegade.

Selvom den nye hoteldirektør har en noget utraditionel baggrund for at drive hotel, så er det en stor, gammel drøm, som nu går i opfyldelse.

- Måske er det lidt atypisk, men det her er virkelig noget, jeg vil, siger Poul Müller.

En baggrund som uddannet jurist, tidligere selvstændig advokat og tidligere medlem af Århus Amtsråd og indtil udløbet af sidste valgperiode medlem af regionsrådet i Region Midtjylland er med i baggagen hos Poul Müller. Han mener, at han i mange sammenhænge har en bred erfaring med at drive virksomheder og har i forvejen et indgående kendskab til hotel- og restaurationsbranchen. Specielt i det sidste års tid har Poul Müller også høstet praktisk erfaring ved at hjælpe til hos en god ven, som driver hotel på Fyn.

Poul Müller overtager efter Jeanette og Aksel Andersen, som har drevet hotellet i mere end 25 år. Ambitionen er at fortsætte med et højt og personligt serviceniveau tilføjer Poul Müller.

- Vi har nogle planer om forskellige investeringer i løbet af det kommende års tid, siger Poul Müller, som ikke kan afsløre nærmere herom, da aftaler og endelig planlægning først skal falde på plads.

Jeg glæder mig til at byde såvel eksisterende som nye kunder velkommen på Hotel Corona siger Poul Müller, der også flytter ind i boligen der hører til hotellet.

Se indslaget fra vores nyhedsudsendelse her:

01:44 Luk video