Politiker kræver svar om dømt læge

Læge i Balling udskrev recepter på vanedannende medicin - selv om han ikke måtte.

Lægeklinikken Pulsen, Balling
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Region Midtjylland vil nu have undersøgt, hvordan en praktiserende læge kunne arbejde på lægeklinikken Pulsen i Balling, selv om han var frakendt retten til at udskrive vanedannende medicin.

- Det burde ikke kunne lade, og det må ikke kunne lade sig gøre. Og alligevel er det sket, siger Venstres Jørgen Nørby, der er formand for regionens udvalg for nære sundhedstilbud.

Den 67-årige læge er ved Københavns Byret blevet idømt 30 dages betinget fængsel, fordi han trods forbuddet udskrev 598 recepter mellem 2014 og 2015 - blandt andet da han arbejdede som vikar i Balling.

Klinikken i Balling drives af en privat virksomhed, fordi regionen ikke kunne besætte de ledige stillinger.

- Vi har noget, vi skal tale med den virksomhed om, for det her er ikke acceptabelt, siger Jørgen Nørby.

Læge Erland Andersen, der driver klinikken i Balling, ønsker ikke at kommentere sagen over for TV MIDTVEST.

 

2:01
Region Midtjylland vil nu undersøge, hvordan en praktiserende læge kunne arbejde på en klinik i Balling ved Skive, selv om han var frataget retten til at udskrive medicin