Politiker i praktik som asfaltarbejder

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen er mandag i praktik som asfaltarbejder i Tarm, for at se nærmere på erhvervets arbejdsmiljø- og sikkerhed

130916PihlAsfalt.jpg

Besøget sker i anledning af, at uge 38 er national "Safety Week".

En uge, hvor alle brancher opfordres til at spørge sig selv: Hvor langt er vi nået med vores arbejdssikkerhed, og er der steder, hvor vi kan gøre det endnu bedre?

Danmarksmestre i arbejdsmiljø

Kristian Pihl Lorentzen er i praktik hos firmaet Lemminkäinen A/S, der i øjeblikket arbejder med asfaltering på Vestre Kvartervej i Tarm.

Et hold fra Lemminkäinen A/S opnåede i 2012 at blive kåret som Danmarksmester i arbejdsmiljø af asfaltbranchen.

Under besøget vil Kristian Pihl Lorentzen se nærmere på, hvordan arbejdspladsen er afmærket og lysreguleret - og hvordan bilisterne respekterer afspærringerne. Anledningen vil også blive brugt til at tage en snak med nogle af de bilister, der holder i kø ved vejarbejdet.

- Jeg synes, det er utrolig vigtigt for os politikere at se, hvilke vilkår folk arbejder under. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der nogle gange er folk, der kører meget hensynsløst forbi asfaltarbejderne, og så er det godt, at vi får en dialog om, hvad vi kan gøre for sikre arbejdet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Kristian Pihl Lorentzens egen far arbejde i asfaltindustrien, og blev i den forbindelse udsat for en meget alvorlig arbejdsulykke.