Politihunden Theo kommer på nyt frimærke

Femårige Theo er ikke kun en dygtig politihund. Nu bliver han også snart hundemodel på en ny frimærkeserie, som hylder menneskets bedste ven.

Femårige Theo er en af de skarpeste patruljehunde i Midt- og Vestjyllands Politi - og nu også snart på frimærkerne.
Femårige Theo er en af de skarpeste patruljehunde i Midt- og Vestjyllands Politi - og nu også snart på frimærkerne.
Foto: Privatfoto

Hvis den femårige schæfer Theo fra Kibæk logrer ekstra meget med halen og får ekstra mange godbidder i disse dage, er der en god grund. Patruljehunden er nemlig udvalgt blandt 5000 kandidater til at pryde en ny frimærkeserie.

- Det er jeg da utrolig glad for og lidt spændt på, hvordan Theo kommer til at se ud. Det er jo ikke hver dag, at man får chancen for det, fortæller Theos ejer og politihundefører Carsten Brahms og tilføjer:

- Jeg er rigtig glad for, at der kommer en tjenestehund med på mærkerne. Der er mange tjenestehunde, som knokler hver dag, siger han.

Carsten Brahms og Theo har været makkere i snart seks år. 
Carsten Brahms og Theo har været makkere i snart seks år. 
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Datter meldte Theo til konkurrence

Det var Carsten Brahms datter Nicoline, der meldte Theo til PostNords firmærkekonkurrence på facebook, efter han nævnte den for familien.

- Altså, jeg fik øje på konkurrencen og skulle lige lige tænke over det, men da jeg nævnte det for familien var der ingen vej tilbage, smiler han. 

PostNords tanke med frimærke-konkurrencen var netop at vise noget fra hele Danmark.

- Frimærket skal fortælle historien om Danmark, om vores samtid og vores kultur. Derfor har vi valgt at kaset os over hunde denne gang, fordi hunde er en stor del af vores hverdag i Dammark. Der findes over en halv million hunde i Danmark, konstaterer Martin Pingel, der er designchef i PostNord Frimærker.

Har vundet flere konkurrencer

Faktisk er Theo vant til at modtage hæder. I 2017 blev den kåret som årets politihund i Danmark, da den snusede sig frem til 89-årig dement kvinde i Holstebro, som var forsvundet på andet døgn. 

Dengang var Theo en gruppe 2 hund, men i dag er den gruppe 1, som er for de ekstra skarpe næsehunde, der eksempelvis kan finde gerningsstedet på baggrund af fært som sved og spyt.  

Og så kan Theo altså også snart skrive hundemodel på cv'et og har samtidig vundet væsentligt mere end sin ejer.

- Ja, nu har Theo altså vundet flere facebookkonkurrencer end mig. Dem har jeg aldrig held med, siger Carsten Brahms og griner.

Fem vindere skal pryde millioner af frimærker

Theo bliver snart seks år gammel, og har været hos familien i Kibæk, siden han var otte uger gammel. Sammen med fire andre vindere fra hele landet bliver han en del af den næste frimærkeserie til september. En serie, som på trods af nedgangen i antallet af sendte breve, stadig bliver trykt i millionvis. 

- Over 5.000 hunde har deltaget i konkurrencen, så danskernes interesse for at få deres firbenede venner på frimærke har været overvældende. Vi har læst om tusindvis af søde, sjove og dygtige hunde, der er blevet indstillet af deres stolte hundeejere. Det har været utroligt svært at finde fem vindere, men den dygtige patruljehund og søde familiehund Theo gjorde indtryk på os, fortæller PostNords designchef Martin Pingel.

Næste skridt er, at de fem vinderhunde nu skal portrætteres af en af landets bedste hundefotografer inden de kan opleves på frimærkerne fra 19. september.