Politihund fangede flygtende indbrudstyv

En rumænsk mand er dømt for at have begået indbrud i Herning. En medgerningsmand er fortsat på fri fod.

Foto: Arkiv

En 29-årig rumænsk mand har fået 40 dages ubetinget fængsel og er samtidig blevet udvist og har indrejseforbud i Danmark de næste seks år. 

- Jeg er fint tilfreds med dommen. Den ligger inden for det normale for denne her type kriminalitet, siger Ulrik Junge, anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Straksdommen fik han, efter politiet forstyrrede ham og en medgerningsmand under et indbrudsforsøg på H.C. Ørstedsvej i Herning.

Politihund fangede en af tyvene

Kl. 18.27 mandag aften fik politiet en anmeldelse om, at indbruddet var i gang. De var tilfældigvis i området og nåede derfor hurtigt frem. Mændene stak af, da politiet ankom. En politihund blev sat efter, og den var hurtigere end den ene af indbrudstyvene. 

- Hunden stoppede den ene gerningsmand og bed ham i buksebenet, siger Henning Præstegaard, politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.

Mandag aften fik politiet i Herning også anmeldelser om yderligere tre indbrud begået omkring samme tidspunkt - yderligere et på H.C. Ørstedsvej, et på Thyrasvej og et på Gormsvej.

Indbrudsmetoden får politiet til at kæde de fire indbrud sammen, fordi der i alle tilfælde er brugt et redskab, der minder om en skruetrækker.

- Den dømte erkendte indbruddet, som politiet forstyrrede dem i, men de andre tre indbrud erkender han ikke, siger Ulrik Junge.

Den 29-årige dømte rumæner, der kun nåede at være i Danmark i to dage, modtog dommen og må nu tilbringe julen i fængsel.

Medgerningsmanden er fortsat på fri fod.

På de tre adresser er der stjålet ure, parfume og smykker. Det er ikke endeligt gjort op, hvad der er blevet stjålet.