Politifolk skal afhøres efter trafikdrab: - En alvorlig begivenhed

En politipatrulje skal nu afhøres, efter en mand blev ramt og dræbt af en bil mandag aften.

Chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi kalder mandagens trafikdrab for en alvorlig begivenhed.
Chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi kalder mandagens trafikdrab for en alvorlig begivenhed.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Den Uafhængige Politianklagemyndighed går nu ind i sagen om den 48-årige mand, der mandag aften mistede livet i en trafikulykke på strækningen mellem Mønsted og Ravnstrup vest for Viborg.

Politiet havde få timer inden trafikdrabet været i kontakt med manden, og derfor skal betjentene nu afhøres for at fastslå, om de har handlet korrekt.

- Det vi gerne vil have belyst er, hvad hans tilstand har været, da vi var i kontakt med ham for at finde ud af, om han kunne tage vare på sig selv, lyder det fra chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg.

Gik alene midt på vejen

Manden gik midt på vejen, da han ved 20.45-tiden blev ramt og dræbt af en bil, og politiet fandt sidenhen ud af, at man havde været i kontakt med ham tidligere mandag aften i forbindelse med et rutinestop af en bilist, der var påvirket af stoffer.

Føreren af bilen blev klokken 17.47 taget med på stationen, mens passageren blev overladt til sig selv.

Politiet ved nu med sikkerhed, at det var det var passageren fra anholdelsen tidligere på aftenen, som små tre timer senere blev kørt ned og dræbt af sine kvæstelser, og netop derfor skal sagen nu gennemgås grundigt.

- Vi har bedt den uafhængige politianklagemyndighed om at gå ind og belyse sagen for at finde ud af, hvad der er sket under det her færdselsuheld, og hvad der er sket før færdselsuheldet, siger Claus Hilborg.

- Det er altid en alvorlig begivenhed, når et menneske bliver slået ihjel. I det her tilfælde har vi været i kontakt med den pågældende person omkring tre timer før uheldet skete. Det er vigtigt, at vi er sikre på, at han kunne tage vare på sig selv, da vi snakkede med ham.

Ifølge politiet kommer der til at gå et godt stykke tid med at kigge på hele sagen, og derfor kan det på nuværende tidspunkt ikke siges, hvornår undersøgelsen er færdig.

1:27
Chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, ser alvorligt på situationen.