Politiets netdetektiver fik 1451 svindelsager i december

Tirsdag indvier politiet nyt center mod it-kriminalitet. Centret har kørt i en måned og fået mange sager ind.

Foto: Simon Læssøe / Ritzau Scanpix

På Gammel Køge Landevej i København er 41 politifolk, 2 anklagere og 26 civilt ansatte samlet i et nyt center med det formål at jagte svindlere på nettet. Og anmeldelserne flyder ind i en lind strøm.

Læs også IT- ofre mangler hjælp og rådgivning

Siden centret blev sat i drift i begyndelsen af december og frem til nytårsaften, modtog LCIK, som er centrets navn, 1451 anmeldelser om svindel og bedrag begået på internettet, oplyser Rigspolitiet.

Formålet med centret er at styrke indsatsen mod netsvindel, og idéen er, at centret lettere kan kæde sager fra hele landet sammen, end det ville være sket, hvis de 12 politikredse hver for sig skulle håndtere sagerne.

- Vi har senest set et eksempel på 49 borgere, som alle havde handlet på samme danske webshop uden at modtage de bestilte varer, fortæller vicepolitiinspektør Trine Møller, som er leder af LCIK, i en pressemeddelelse.

- Vi sammenkædede sagerne og fik hurtigt skabt et overblik. Fordi borgerne var fra ni forskellige politikredse, kunne det - før oprettelsen af LCIK - ellers have taget længere tid, før sagerne blev koblet sammen, og der kunne gribes ind over for gerningsmanden, siger hun.

Læs også IT-ekspert: - Lad være med at bruge gratis wifi

Opgørelsen over de første anmeldelser viser, at knap halvdelen handler om handel på nettet, mens en sjettedel handler om misbrug af kreditkortoplysninger.

Centret bliver officielt indviet tirsdag eftermiddag. Her deltager både justitsminister Søren Pape Poulsen (K), rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og politidirektør Anne Tønnes.

Sidstnævnte er øverste chef i Københavns Politi, hvor Landsdækkende Center for it-relateret økonomisk kriminalitet - det er det, som bliver til forkortelsen LCIK - administrativt er forankret.

Læs også Sådan beskytter du dig: 10 tips til din digitale sikkerhed

Men centret kommer til at betjene samtlige 12 politikredse i landet.

Borgerne får mulighed for at anmelde netsvindel via politiets hjemmeside. Anmeldelserne indgår så til LCIK. Skulle politikredsene modtage anmeldelser, skal de sendes til LCIK.

Fremover skal centret nemlig stå for den indledende sagsbehandling og efterforskning i alle sager om it-relateret økonomisk kriminalitet.

09:08

Hvis man bliver offer for IT-kriminalitet må man selv finde ud af, hvordan man skal forholde sig. Se indslag fra den 30. april 2018.

Luk video