Politiets indsats i Østerild mislykkedes

Demonstranterne lod sig ikke skræmme, og Naturstyrelsens maskiner måtte igen trække sig tilbage fra Østerild Plantage.

Naturstyrelsen forsøgte torsdag morgen for tredje gang at begynde træfældningen i Østerild Plantage, denne gang med politiets hjælp. Men lige lidt hjalp det, det lykkedes ikke betjentene at fjerne demonstranterne fra området.

Politiet har også trukket sig tilbage fra Østerild Plantage. Man var ellers mødt frem med omkring 10 betjente, men det var altså ikke nok til at bryde igennem demonstranternes sit-down aktion.

- Vi har vundet denne omgang også. Og så er det bare rigtigt dejligt, at alt er foregået fuldstændigt fredeligt, siger aktivisten Brassel Nielsen til TV/MIDT-VEST.

Der var 30-40 aktivister involveret i aktionen.