Politiets 114-telefoner brød ned

Politiet havde søndag eftermiddag store problemer med sit telefonsystem. Over hele landet var det en lille time umuligt at ringe 114.

Politi-Telefon.jpg

Søndag eftermiddag brød politiets telefonsystem sammen. Det var derfor ikke muligt at ringe 114, da telefonlinjen af ukendte årsager var defekt.

- Man kan ikke ringe 114. Det har vi lige opdaget for lidt siden. Men man kan ringe 112, og desuden er der mange, som har opdaget, at vores lokale telefonnumre virker, siger vagtchef Jørgen Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Vagtlederen kunne i forvirringen dog glæde sig over, at politikredsen for nyligt er kommet på Twitter. Her kunne han kl. 16.33 tweete til sine følgere:

- Vi har pt. store problemer med vores telefoner. Der arbejdes på en løsning. Beklager generne det måtte give.

Kunne ringe 112

Der var således ekstra stille på landets vagtcentraler mens telefon systemerne var nede. Men det var dog hele tiden muligt at ringe 112 og på den måde få fat i ordensmagten.

- Det er hvad man må gå ud fra borgerne har gjort i det tidsrum, siger Jørgen Jensen.

Det defekte telefonsystem blev fejlmeldt til politiets egne teknikere. Ved 17.20-tiden, altså en lille senere, var fejlen udbedret, og det var igen muligt at få fat i politiet på 114.

Årsagen til nedbrudet på 114 er stadig ukendt.