TV MIDTVEST

Politiet vil offentliggøre flere overvågningsbilleder

Politidirektør Jens Kaasgaard understreger, at butiksejere ikke selv må offentliggøre billeder af tyve. Men han har forståelse for deres frustration.

Midt- og Vestjyllands Politi vil i fremtiden offentliggøre endnu flere overvågningsbilleder.

Det siger politidirektør Jens Kaasgaard i kølvandet på de mange sager om butiksejere, der vælger at dele billeder af tyve, selv om det er ulovligt.

- Vi får flere og flere gode billeder ind i vores system, som vi offentliggør internt. Men vi kan se, at det er sværere at få sat navn på - nok fordi mange er udlændinge og meget mobile. Derfor er vores modsvar at offentliggøre flere billeder, siger han.

Midt- og Vestjyllands Politi besluttede allerede i november at offentliggøre flere billeder af blandt andet tricktyve, der stjæler fra ældre. Og i fremtiden kommer der endnu flere - Kaasgaard fortæller, at politiet lige nu overvejer, hvilke sager der egner sig til offentliggørelse.

- Hvis en 15-årig laver noget for første og sidste gang i sit liv, vil det selvfølgelig være voldsomt at blive eksponeret på den her måde. Derfor skal vi finde ud af, hvor grænsen går, og vi skal nok op på et vist niveau, før vi vil offentliggøre det. Men under alle omstændigheder tror jeg, at det vil have en præventiv effekt, når vi går i gang med det her, for folk ved, at de risikerer at blive sendt på nettet.

09:34

Se Indblik Søndag om overvågningsbilleder på Facebook.

Luk video

Butiksejer: Ren afmagt

Medierne har i øjeblikket mange historier om butiksejere, der i frustration vælger at dele uslørede billeder af tyve på Facebook. Købmanden i Vildbjerg, Poul Hansen, er en af dem.

- Det er ren afmagt. Jeg føler, at butikstyverierne eskalerer, og vi kan stort set intet gøre. Politiet har jo ikke ressourcerne - butikstyverier er noget af det, der bliver prioriteret lavest, siger han.

Det er en overtrædelse af persondataloven, når private offentliggør overvågningsbilleder. Jens Kaasgaard understeger, at de handlende naturligvis skal overholde loven.

- Det er selvfølgelig ikke i orden, at de bryder loven. Det er klart. Men jeg forstår godt deres frustrationer. Det går ud over deres omsætning, og derfor må vi forholde os til den nye virkelighed, hvor vi virkelig har mange gode billeder, siger politidirektøren.

Det er selvfølgelig ikke i orden, at de bryder loven. Det er klart. Men jeg forstår godt deres frustrationer.

Jens Kaasgaard, politidirektør, Midt- og Vestjyllands Politi

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at private skal have lov til at dele overvågningsbilleder, men kunne ikke finde et flertal i Folketinget. Nu foreslår partiet så, at det skal være reglen, at politiet offentliggør billeder af kriminelle - og ikke undtagelsen.

- Det er rigtig mange butiksejere og folk, der har haft indbrud, der lades i stikken. De har billederne, men kan ikke bruge dem, for der er ikke nogen hos politiet, der vil offentliggøre dem. Og så står man der med sine vældig fine overvågningsbilleder, men man får ikke sine ting tilbage. Og det er da rigtig, rigtig ærgerligt, siger partiets retsordfører Peter Kofod Poulsen.

Gabestok før folk bliver dømt

Det er dog langt fra alle, der er begejstrede for tendensen med flere overvågningsbilleder på nettet.

- I min optik er det meget problematisk, at man i stigende omfang vælger at dele de her ting - uanset om det er private eller politiet. Det bringer os tilbage til gamle dage, hvor vi stillede folk i gabestok ovre på torvet, hvis de var blevet dømt for noget. Nu gør vi det bare, før de er blevet dømt, siger advokat Charlotte Krarup fra Midtadvokaterne i Ikast.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (C) vil umiddelbart heller ikke love at støtte Dansk Folkepartis forslag. Han siger i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at det må altid være op til politiet at vurdere, hvordan en sag bedst kan opklares.

- Og vi lever i et retssamfund, hvor den offentlige gabestok ikke indgår. Den ene borgers mistanke mod den anden skal ikke uden videre føre til, at der er almindelig adgang til at hænge hinanden ud som kriminelle på internettet, skriver han.

Justitsministeren understreger dog også, at det er afgørende for ham, at borgere, der har været udsat for en forbrydelse, altid møder et imødekommende politi.

- Vi har derfor sat gang i en kortlægning, der netop skal undersøge politiets møde med borgerne for at afklare, om der er behov for nye initiativer for at forbedre indsatsen, når en borger anmelder en forbrydelse. Spørgsmålet om netop politiets anvendelse af overvågningsmateriale bliver et selvstændigt spor i kortlægningen. For i dag har alle mobiltelefoner, og hverdagen er gennemfotograferet. Derfor kan borgernes optagelser være en stor nytte for politiet, skriver Søren Pape Poulsen.

 

Læs også Købmand fjerner overvågningsbilleder af tricktyv