Politiet: Vi får forstærkning

Lokalpolitiet i Thisted må bede om forstærkning, så trærydningen i Østerild Plantage kan gå i gang.

politiaktivist.jpg

Klokken 7 i morges skete det alle har ventet på i Østerild. Politiet i Thisted rykkede ud, for at skabe arbejdsro til naturstyrelsens maskiner. Men de 8 politimænd måtte opgive, da de blev mødt af 30-40 demonstranter.

- Har man sagt A, må man også kunne sige B i sådan en situation. Og det var simpelthen for uoverskueligt for os med alle de demonstranter, siger Ralf Hove Larsen, der er stationsleder hos lokalpolitiet i Thisted.

Henter forstærkninger

Nu vil lokalpolitiet bede om opbakning i resten af politikredsen, for rydningen skal i gang denne uge.

- Det er en opgave, der er større, end hvad lokalpolitiet i Thisted kan løfte. Men vi jo en del af Midt- og Vestjyllands Politi, og vi vurderer opgaven derfra, siger Ralf Hove Larsen.

Rolige demonstranter

Den voksende politistyrke ser ikke ud til at skræmme demonstranterne.

- Vi bliver stærkere for hver dag, vi får mere og mere opbakning af folk fra hele landet, der kommer og støtter os, siger aktivisten Incka de Muler.