Politiet undersøger kvindes død

46-årig kvinde fra misbrugsmiljøet død i nat. Samlever bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag, sigtet for vold.

Foto: Arkiv

En af politiets kendinge, en 46-årig kvinde fra misbrugsmiljøet i Holstebro, døde i nat i sin lejlighed i Ringparken. Kl. 02.52 stoppede hun med at trække vejret, hvorefter hendes samlever, en 44-årig mand, også kendt fra misbrugsmiljøet, kontaktede alarmcentralen.

- Nu skal kvinden obduceres og de tekniske undersøgelser fra stedet skal give os dødsårsagen. Men der kan være tale om vold, så hendes samlever er sigtet for vold og bliver fremstillet ved retten i dag, forklarer Jim Hansen, sektionsleder for personfarlig kriminalitet ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Samleveren nægter sig skyldig i vold og er ikke sigtet for hverken drab eller vold med døden til følge.