Politiet trak stave til superligakamp i Viborg

Kontrollører måtte helt usædvanligt have assistance fra politiet til superligakampen mellem VFF og AGF.

AGF-fans med fyrværkeri
Foto: TV3 SPORT 1

Bølgerne gik højt på tribunen med AGF-fans, da Viborg FF og AGF fredag aften mødtes i lokalbraget på Viborg Stadion.

Det var fyrværkeri, der i første omgang tiltrak kontrollørernes opmærksomhed. Senere kom det også til håndgemæng. Til sidst følte kontrollørerne sig så pressede, at de måtte tilkalde politiet, hvilket er meget usædvanligt.

Mine kolleger var nødt til at trække stave

 

- Normalt klarer kontrollørerne selv uroligheder. Det sker yderst sjældent, at vi bliver tilkaldt, men i aftes var det nødvendigt, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Vold og maskering

Tre blev anholdt og yderligere syv blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

- Det meste angik ulovligt brug af fyrværkeri,  oplyser Ole Vanghøj.

Han fortæller dog, at der også er tale om en enkelt voldssag samt overtrædelse af maskeringsforbud.

- Mine kolleger var nødt til at trække stave, men det blev aldrig nødvendigt at bruge dem, da det lagde en dæmper på gemytterne, siger vagtchefen.

- Der er heldigvis lang imellem, vi bliver kaldt ud til stadions her i landsdelen, slutter vagtchef Ole Vanghøj, der næsten ikke kan huske, hvornår det sidst er sket.

Karantæne

Er man impliceret i vold på stadions, kan man risikere karantæne fra samtlige Superliga-stadions i Danmark.

På græsset var det iøvrigt Viborg, der vandt kampen 1-0. I videoklippet herunder, kan du se kampens eneste mål.

 

0:34
Viborg FF og AGF tørner i aften sammen i Superligaen