Politiet til rocker-fest

Alle deltagere blev registreret ved fest i HA-støttegruppe.

Politiet fulgte opmærksomt med på sidelinien, da der lørdag aften var fest hos Hells Angels støttegruppen Devils Choice i Holstebro.

Der var omkring 100 deltagere i festen, og de blev alle registreret af ordensmagten, inden de fik lov til at gå indenfor. Fungerende stationsleder hos lokalpolitiet i Holstebro, Henrik Glintborg, oplyser dog, at alt foregik i god ro og orden før, under og efter festen.

Gruppen, der holder til på Lemvigvej i Holstebro, kaldte sig tidligere Immortals, men med navneskiftet til Devils Choice har den tonet rent flag som støttegruppe til Hells Angels. Det er en bevidst strategi fra politiets side at følge gruppens aktiviteter tæt.