Politiet stoppede bilist og fandt våben

Politiet stoppede i nat en mand, som viste sig at være narkopåvirket og i besiddelse af våben.

Politi
Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

I nat stoppede lokalpolitiet i Herning en 31-årig mand. Den 31-årige virkede nervøs, og han havde meget små pupiller.

Politiet havde mistanke om narkokørsel, så de tog en narkometertest. Det viste sig, at chaufføren var påvirket. Politiet anholdte ham for at tage en blodprøve.

Da manden var påvirket, tog politiet et kig i hans bil for at finde ud af, om han var i besiddelse af stoffer.

I dørlommen fandt de en lugerpistol med et magasin i. Dog uden patroner. I handskerummet fandt de en peberspray og 12 skarpe patroner af kaliber 22. Pistol og patroner passer ifølge politiet sammen. 

Politiet har beholdt manden på stationen, og anklagemyndigheden har besluttet, at han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Besiddelse af et våben kan give op til to års fængsel.  

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 12.