Politiet søger vidner til mystisk brand i Føtex

Politiet troede oprindeligt, at det var et elektronisk prisskilt, der havde antændt branden. Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Politiet søger vidner til mystisk brand i Føtex

En brand i Føtex i Ikast blev ikke antændt af et batteridrevet prisskilt, som politiet ellers oprindeligt troede.

Det var alligevel ikke et prisskilt, der startede en brand i Føtex i Ikast, men hvad årsagen så er, prøver politiet stadig at finde ud af. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Branden opstod den 22. november klokken 19.50 og spredte sig til et par reoler, inden den hurtigt blev slukket.

Ved den efterfølgende kriminaltekniske undersøgelse blev der på arnestedet midt i en håndklædedynge fundet et fjernbetjent elektronisk batteridrevet prisskilt, som var delvis smeltet. Den midlertidige konklusion var, at det var det elektroniske prisskilt, der ved overdækning var overophedet og havde antændt håndklæderne, hvorfra branden bredte sig til omgivelserne.

Nye undersøgelser viser dog, at prisskiltet ikke er årsag til branden, og politiet kan derfor ikke udelukke, at branden måske er påsat.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der var i Føtex omkring tidspunktet for brandens opståen, onsdag den 22. november 2017 kl. 19.50. Alle der har oplysninger af betydning for sagen opfordres til at kontakte politiet på 114.

Læs også Elektronisk prisskilt antændte brand i Føtex