Politiet: Sådan undgår du indbrud i efterårsferien

Efter 50 anmeldelser om indbrud i weekenden kommer politiet med en række gode råd til, hvordan man kan undgå indbrud i efterårsferien.

Undersøgelser viser, at op mod hvert fjerde indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.
Undersøgelser viser, at op mod hvert fjerde indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.
Foto: Scanpix / Jens Gram

Flere steder i det midt og vestjyske har indbrudstyve været på spil i weekenden.

Politiet kommer nu med en række gode råd til, hvordan man kan gøre sit hus til et mindre attraktivt mål her i efterårsferien.

Et af de bedste værn mod indbrud er opmærksomme naboer. Undersøgelser viser, at op mod hvert fjerde indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.

- Man skal være opmærksom på mistænkelige køretøjer, det vil sige, folk der kører langsomt, eller hvis der bliver sat noget foran døren. Hvis det ikke bliver fjernet, er det jo et tegn på, at der ikke er nogen hjemme. Og så handler det også om, at få lavet aftaler med sine naboer, siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Desuden er det en god ide ikke at fortælle hele verden, at du tager på ferie. Derfor lyder politiets råd at undgå at oplyse om din ferie på de sociale medier.