Politiet rykkede ud til husspektakler: Pludselig vendte vreden

Politiet rykkede tirsdag aften ud til husspektakler hos et par i Hammerum, men da politiet dukkede op, vendte vreden sig pludseligt.

Blå blink og politi
Foto: Flemming Christensen

- Det er lidt usædvanligt at husspektakler udvikler sig til vold mod tjenestemand, siger politikommissær hos Herning Politi, Michael Schultze. 

Men det var ikke desto mindre, hvad der skete i Hammerum tirsdag aften. 

Herning Politi rykkede kl. 19.05 ud til husspektakler i Hammerum, hvor et par bestående af en 36-årig kvinde og en 37-årig mand var i højlydte skænderier. 

Da politiet kommer frem, vender parret dog vreden væk fra hinanden. I stedet vender de begge vreden imod politiet. 

- Da patruljen kommer frem, bliver vreden rettet imod patruljen, hvor manden spytter på en af politimændene, siger Michael Schultze til TV MIDTVEST. 

Det betyder, at manden bliver anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand. Det er den 36-årige partner dog ikke tilfreds med, og hun vælger at sparke en af politibetjentene i bagdelen. Det gav også hende en sigtelse for vold mod tjenestemand. 

Den 37-årige mand var kun anholdt i to en halv time, og derefter løsladt. Begge er stadig sigtede for vold mod tjenestemand.