Politiet rykkede ud efter skelet-fund i Ørnhøj Plantage

Fundet af et skelet i Ørnhøj Plantage fik i går politiet på dupperne. Helt til det sidste var der tvivl om, om skelettet var fra et menneske.

krondyrskelet.jpg
Foto: Politiet

Midt- og Vestjyllands Politi modtog i går en henvendelse fra en bekymret borger, der ved middagstid var stødt på de jordiske rester efter dét, borgeren troede, var et menneske.

- Vedkommende gik rundt ude i Ørnhøj Plantage og støder på et skelet, der ligner knoglerne fra et menneske, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Politiet bad borgeren om at tage et foto af fundet og sende det til politiet. Og dét, de så, fik dem til at rykke ud til plantagen.

- Vi var meget i tvivl om, hvad det var. Det lignede virkelig et menneskeskelet, så derfor kørte vi derud og tog kontakt til retsmedicinere med det samme, fortæller vagtchefen.

Retsmedicinere afblæste mistanken

Det var især knoglernes placering, hofteskålen og længden på knoglerne, der fik politiet på vildspor. For det VAR et vildspor. Efter at have været i dialog med retsmedicinerne kunne politiet afblæse mistanken.

- Der var tale om skelettet fra et krondyr. Nærmere bestemt en 1-årig kalv, der har ligget der i tre år. Vi må bare sige, at knoglestrukturmæssigt, der ligner vi meget hinanden, lyder det fra Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Og fdet er formentlig hverken første eller sidste gang, at politiet får henvendelser efter fund af skelet-dele fra dyr.

- Vi får af og til henvendelser fra kysterne, hvor lufferne fra sæler for eksempel kan ligne en barnehånd, fortæller vagtchefen. 

Denne gang var der heldigvis hverken tale om menneskelig eller en barnehånd. Alt endte så at sige lykkeligt. Bare ikke for krondyr-kalven.

Det var dette syn, der bekymrede både borger og politi. 
Det var dette syn, der bekymrede både borger og politi. 
Foto: Politiet