Politiet rydder op i nattelivet

Lokalpolitiet i Thisted gennemførte kontrol på værtshuse med klar besked til gæsterne: Opfør jer ordentligt.

Politi.dk logo.jpg

21 sager blev noteret i den sorte bog, da flexpatruljen fra lokalpolitiet i Thisted i weekenden besøgte en lang række værtshuse og diskoteker i Thisted, Hanstholm og Nykøbing.

Kontrollen var et led i politiets store kampagne Trygt Natteliv, og betjentene havde fat i mange gæster, der ikke havde styr på, hvordan man opfører sig på restaurationerne. Politiet traf blandt andet flere personer, der havde forbud mod at være i nattelivet, og andre opførte sig så dårligt, at de blev udstyret med et forbud.

Noteret for at tisse på gaden

En ung mand havde amfetamin på sig, og andre blev sigtet for at råbe grimme ord efter betjentene. Og så var der flere, der blev noteret for at tisse på gaden.

- Det er simpelthen noget svineri, og det vil vi ikke have. Det her handler i bund og grund om, at folk skal opføre sig ordentligt, siger politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Indsats giver færre voldssager

Han er overbevist om, at den konsekvente indsats er med til at tage en masse ballade og slagsmål i opløbet.

- Vi kan direkte se, at antallet af voldssager i nattelivet er faldet, siger Jørgen Jensen og lover, at weekendens succes vil blive fulgt op med flere kontroller.