Politiet roser vidner efter voldsom brand

Hurtig indsats var med til at redde mandlig beboer fra brand i Gullestrup.

090410Herningbrand001.jpg

Det var tilsyneladende et selvmordsforsøg, der lå bag den voldsomme brand i en lejlighed i Gullestrup ved Herning torsdag aften.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at den mandlige beboer tidligere har haft selvmordstanker, og at det formentlig var årsagen til, at han ikke ville reddes ud af den brændende lejlighed.

Manden vil fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet  - eventuelt på en psykiatrisk afdeling.

Manden var bevidstløs, da han blev reddet ud af lejligheden - men det kunne være gået meget værre, hvis det ikke havde været for en hurtig indsats af flere vidner. To vidner kom hurtigt til stedet og holdt manden fast - det lykkedes dem ikke at få ham ud af lejligheden. Det skete først, da brandinspektøren og politifolkene nåede frem.

- De fortjener alle stor ros for deres resolutte indsats, siger vicepolitikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.