Politiet roser civil anholdelse

Indbrudsoffer fulgte efter tre rumænere og holdt dem tilbage, indtil politiet nåede frem.

HerningPolitiSkildt.jpg

En mand fra Kibæk tog sagen i egen hånd, da der søndag var indbrud i hans hus på Albækhedevej.

Manden kom ved 13-tiden hjem og overraskede tre mænd, der straks tog flugten i en udenlandsk indregistreret bil. Manden valgte at følge efter tyvene i sin egen bil, og så gik jagten ellers gennem Assing, Sdr. Felding og Hoven.

Det hele sluttede i Brande, hvor tyvene kørte galt, og det lykkedes herefter indbrudsofferet og nogle forbipasserende at holde de tre indbrudstyve tilbage i en civil anholdelse, indtil politiet nåede frem.

Og der er masser af roser til den handlekraftige vestjyde fra lokalpolitiet i Herning.

- Det er en rigtig flot indsats. Han var god til at holde os orienteret undervejs, og sådan en indsats gør unægteligt vores arbejde noget nemmere, siger vicepolitikommissær Jan Struwe Nørrum.

De tre uheldige indbrudstyve kommer fra Rumænien og er alle i begyndelsen af 20erne. Politiet undersøger nu, om de har mere på samvittigheden, og mandag middag bliver de fremstillet i et grundlovsforhør med krav om fængsling.