Politiet ransager skole for stoffer

En skole i Ikast er blevet ransaget, efter politiet har fået mistanke om salg af hash og andre narkotiske stoffer.

UC10 Ikast

Fredag morgen stod politiet klar til at ransage 10. klasse-scenteret UC10 i Ikast. Ransagelsen bygger på en mistanke om, at der på skolen jævnligt er salg og brug af hash og andre narkotiske stoffer. 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var ingen af de tilstedeværende elever i besiddelse af nogen former for stoffer. Der blev heller ikke fundet noget ulovligt i nogen af skolens lokaler. 

En tidligere elev blev dog truffet uden for skolens område. På sig havde han en mindre mængde hash. Til politiet har han fortalt, at han var på vej mod skolen for at se, om han kunne sælge noget af det. Han har ved afhøring sagt, at han regelmæssigt sælger hash til nogle af skolens elever.

Ikast Kommunes forvaltning er underrettet om situationen.