Politiet ramt af edb-problemer

Opfordrer borgerne til at vente med ikke hastende anmeldelser.

080711_Vagtcentral.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi er ramt af edb-nedbrud, og det giver store problemer for de ansatte på vagtcentralen i Holstebro.

Politiets journalsystem til døgnrapporten er ude af drift, og det gør det svært for betjentene at modtage anmeldelser. Derfor opfordrer vagtchef Gert Høeg til, at man venter med at ringe ind med de ikke-hastende anmeldelser til på mandag.

- Det er vigtigt at understrege, at det her ikke betyder noget i alvorlige situationer som eksempelvis trafikuheld eller røverier. Dér har nedbruddet ingen betydning for vores kapacitet eller kvaliteten af indsatsen, siger Gert Høeg.

IT-problemerne begyndte fredag formiddag, og politiet har indtil videre ingen meldinger om, hvornår systemet atter kører normalt.