Politiet: Pas på glatte veje ved Herning

Politiet: Pas på glatte veje ved Herning

Politiet advarer mod glatte veje nord for Herning på grund af dieselspild.

Nord for Herning og især på strækningen mellem Herning og Ildskov advarer Midt- og Vestjyllands Politi mod glatte veje. I løbet af natten har et ukendt køretøj spildt en større mængde diesel. Det skriver aoh.dk.

I løbet af natten har brandvæsnet og vejafdelingen spredt sand og grus på kørebanen i nordgående retning fra Herning, og nu er de i gang nord for Skive.

- Det er en meget stor strækning, og vi har ikke mulighed for at samle det hele op. Men det er meget glat, så vi har lagt olieabsorberende grus ud de steder, hvor det er værst: I sving og ved hajtænder, hvor folk skal bremse op, fortæller indsatslederen fra Brand & Redning Herning til aoh.dk.

Det er nu muligt at køre på vejbanen igen, men med forsigtighed, advarer Midt- og Vestjyllands Politi.

- Pas på. Sænk farten og hold afstand, skriver politiet på Twitter.