Politiet på bar bund i voldtægtssag: - Vi håber stadig på hjælp

​Politiet har kun få spor at gå efter i den voldtægtssag, der udspillede sig tidligt søndag morgen i Herning og efterlyser derfor fortsat vidner.

Det var i denne tunnel mellem Godsbanevej og banegården i Herning, kvinden blev voldtaget tidligt søndag morgen.
Det var i denne tunnel mellem Godsbanevej og banegården i Herning, kvinden blev voldtaget tidligt søndag morgen.
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Noget kunne tyde på, at der ikke har været mange vidner i nærheden under en voldtægt i Herning i weekenden.

I hvert fald har lokalpolitiet stadig ikke fået henvendelser fra nogen, som har set eller hørt noget omkring tunnelen mellem Godsbanevej og banegården i de tidlige søndagsmorgentimer, hvor en 44-årig kvinde blev voldtaget.

- Vi har meget lidt at gå efter på nuværende tidspunkt, siger politikommissær Henning Præstegaard.

- Vi har undersøgt stedet og afhørt kvinden, men hun var meget beruset, så det har været svært for os at få noget præcist at arbejde med, lyder det.

Politiet har nu sendt kvindens tøj til DNA-undersøgelse i håbet om, at nye spor vil dukke op. Der kan dog gå helt op til to måneder, før der kommer svar på testen.

- Det er en meget langsommelig proces, så vi håber stadig på, at der er nogle folk, som henvender sig til os her i den nye uge, siger Henning Præstegaard.  

Blev fundet på toilet

Kvinden blev fundet ved 06.30-tiden søndag morgen på et toilet i banegårdsbygningen, hvor nogle bekymrede forbipasserende fik slået alarm.

Da politiet ankom var hun både påvirket over situationen og af alkohol, og derfor kunne hun ifølge vagtcentralen først afgive en nogenlunde sammenhængende forklaring sidst på formiddagen søndag.

Gerningsmanden har været efterlyst siden søndag morgen, og politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis du har oplysninger i sagen.