Politiet opgiver sag om returkommission

- Jeg har hele tiden sagt, at jeg er uskyldig, siger tidligere produktionsleder på Rose Poultry.

Rose_Poultry.jpg

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har besluttet at droppe en meget omtalt sag om returkommission på fjerkræslagteriet Rose Poultry i Vinderup.

En tidligere produktionsleder på slagteriet var sigtet for at kræve betaling under bordet fra flere udlændinge for at ansætte dem på slagteriet. Og en lettisk mand med bopæl i Danmark var sigtet for medvirken til sagen - men nu er sigtelserne frafaldet i begge sager.

- Vi er nået frem til, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at der er sket noget strafbart, siger advokaturchef Per Kiel Lauritsen.

- Jeg er uskyldig

Den tidligere produktionsleder blev fyret, da sagen kom frem: Han siger til TV/MIDT-VEST, at han er tilfreds med, at sagen nu er droppet - og at udfaldet ikke kommer bag på ham.

- Jeg har jo hele tiden sagt, at jeg er uskyldig. Det er kun underligt, at det skulle tage så lang tid, siger han.

Han tilføjer, at han ved hjælp af sin fagforening vil forsøge at få udbetalt seks måneders løn, som han mener at have til gode fra slagteriet.