Politiet om fartsyndere: Det er bekymrende og voldsomt

Flere ullykker på Skivevej ved Møndrup har fået politiet til at rykke ud til den såkaldte ulykkesstrækning.

Antallet af ulykker på Skivevej ved Møldrup har fået politiet til at kigge nærmere på strækningen, og det var ikke småting, de fandt.

I løbet af søndag i tidsrummet 15.00-22.00 stoppede politiet 254 ud af 1.501 køretøjer på Skivevej i Møldrup. På strækningen må man køre 80 kilometer i timen. Til trods for det blev den højeste fart på strækningen målt til 143 kilometer i timen.

- Vi har lavet fartmålingerne på en såkaldt ulykkesstrækning på baggrund af en række henvendelser fra lokale borgere. Det er et voldsomt antal. Det er helt klart bekymrende. Vi håber, at vi med vores tilstedeværelse på landevejene kan være med til at bringe det her alt for høje antal ned, siger vicepolitiinspektør ved Midt-og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

Og det var den store lov-saks politiet måtte hive frem. Det blev til hele 54 klip i kørekortet. Deriblandt fik tre personer betinget frakendt deres kørekørt.

 

 

Ifølge Henrik Glintborg, så er det ikke for at promovere deres trofæer på twitter, at de tweeter antallet af fartsyndere og lovovertrædelser. Han håber derimod, at deres opdateringer kan vise befolkningen, hvor voldsomt det er, og dermed skabe en modreaktion i trafikken.