Politiet melder om markant færre indbrud i private hjem

På syv år er antallet af indbrud i private midt- og vestjyske hjem faldet fra 7500 til under 5000.

På syv år er antallet af indbrud i private hjem i den midt- og vestjyske landsdel faldet markant.

I 2007 blev der registret i alt 7.500 indbrud om året. Nu er det tal faldet til under 5000 om året.

Og fortsætter de nedadgående tal fra første halvår af 2016, så vil politikredsen ende med under 4500 indbrud i år. Det fortæller DR P4 Midt & Vest.

- Vi ligger efterhånden meget lavt, og det er meget glædeligt, da indbrud er stærkt generende for borgerne, siger Jens Kaasgaard, politidirektør i Midt- og Vestjylland, til DR P4 Midt & Vest.

Morsø, Thisted og Ikast-Brande kommuner oplevede i første halvår flest indbrud pr. indbygger, mens der var færrest anmeldelser i Lemvig Kommune.