Politiet jagtede biltyv rundt i landsdelen

En biltyv overgav sig ikke, da politiet satte efter ham tirsdag aften.

Gerningsmanden er endnu ikke pågrebet, men han er kendt af politiet.
Gerningsmanden er endnu ikke pågrebet, men han er kendt af politiet.
Foto: Flemming Christensen

Lokalpolitiet i Holstebro måtte sent tirsdag aften ud på jagt efter en biltyv.

En mand havde stjålet en rød Peugeot på Kidbækvej i Tvis, som han lå og kørte rundt i.

- Han kom vidt omkring i landsdelen. Vi fandt ham nede mellem Skjern og Højmark, men det tog lidt tid før vi fik styr på ham, fortæller vagthavende ved Holstebro politi Knud Lauridsen.

Manden i den røde Peugeot besluttede sig for at prøve på at stikke af fra politiet, og jagten fortsatte helt til Holstebro, hvor det lykkedes gerningsmanden at ryste politiet af sig omkring Enghavevej og Viborgvej.

Herefter satte biltyven angiveligt en person af i Lem, inden politiet senere fandt bilen på Elme Alle i Holstebro, hvor den var blevet efterladt.

- Vi har fundet nogle ting i bilen, som vi vil undersøge nærmere. Der var blandt andet noget værktøj og tøj, som vi mistænker har været brugt til indbrud, siger Knud Lauridsen.

Ifølge Holstebro politi er manden endnu ikke pågrebet, men han er kendt af politiet og vil med al sandsynlighed blive sigtet for biltyveriet samt en lang række færdselsforseelser.