Eftersøgt 47-årig fundet af tilfældig forbipasserende

Midt- og Vestjyllands Politi har fået flere henvendelser om den forsvundne 47-årige skibonit, der har været væk i over et døgn. Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

Eftersøgt 47-årig fundet af tilfældig forbipasserende

Forsvundet skibonit blev fundet i et naturområde mellem Hem og Balling

Det var en tilfældig forbipasserende, der ved 14.30 tiden i dag fandt den eftersøgte Alan Dusgaard i et naturområde ved Grovevej mellem Hem og Balling.

Det fortæller vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 47-årige skibonit var stærkt afkræftet og nedkølet i forbindelse med han blev fundet, men dog ved bevidsthed.

- Han kunne stå på benene, men havde brug for lægehjælp. Derfor blev der rekvireret en ambulance, som kørte ham til observation på sygehuset, fortæller Carsten Henriksen.

Forsvundet et døgn

Den 47-årige mand har været forsvundet fra sit hjem i Hem, nord for Skive, i over et døgn. Han forlod hjemmet i går ved middagstid på en hvid herrecykel, og den bekymrede familie meldte ham savnet midt på eftermiddagen.

Politiet indledte herefter en storstilet eftersøgning, blandt andet med helikopter. Samtidig var pårørende, venner og borgere i området i gang med at søge efter den forsvundne mand.

- Vi har mærket folks interesse og fået flere henvendelser fra personer der mener, de har set den forsvundne mand. Det er oplysninger vi kan bruge til at stykke et billede sammen af, hvor han eventuelt har opholdt sig, siger Carsten Henriksen.

Vagtchefen fortæller videre, at eftersøgningen er gået i flere forskellige retninger. Mest af alt fordi den 47-årige mand var mobil, og derfor kunne være overalt i Danmark.

- Nu var det ikke politiet der fandt ham, men en opmærksom borger, der koblede observationerne sammen med de oplysninger, der har været fremme om den forsvundne. Og det er vi utroligt glade for, slutter Carsten Henriksen.