Politiet jager bilister

Fra tirsdag og en uge frem er politiet på jagt efter bilister, der har travlt med alt mulig andet end at køre bil.

Midt- og Vestjyllands Politi holder i denne uge ekstra øje med billister, der sms'er eller taler i håndholdt telefon, mens de kører bil. Uopmærksomhed er nemlig skyld i hver tredje trafikulykke, og alene sidste år mistede 98 personer livet i trafikken på grund af uopmærksomhed.

Uopmærksomme bilister stoppet i Holstebro

På 20 minutter stoppede politiet i dag fire bilister, som snakkede i mobiltelefon. En af dem var en VVS-montør:

- Jeg ved godt, at man ikke må, men jeg er ansat i en servicevirksomhed, hvor vi bliver ringet op, hvis kunderne har nogle problemer, og jeg tog den så i dag - men det skal jeg til at holde op med nu, forklarer Ole Nielsen fra Holstebro.

Han får nu en bøde på 500 kroner, men i begyndelsen af det nye år bliver det endnu dyrere at overtræde love. Der stiger bødetaksten nemlig til 1.500 kroner.

Landsdækkende kampagne

Politiets jagt på uopmærksomme bilister er en del af den landsdækkende kampagne "Kør bil, når du kører bil." En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 46 procent drikker og spiser, mens de kører bil, 29 procent roder med deres GPS, mens 23 procent læsere sms'er under kørslen.  

Se mere om kampagnen her.