Politiet hylder ishockeytilskuere: - Vi bliver nødt til at rose dem

​Politiet jubler over fankulturen ved VM i Herning, der har været medvirkende årsag til nogle særdeles tynde døgnrapporter under det store mesterskab.

Indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi, Daniel Hangaard, storroser måden, de mange ishockeyfans har opført sig på indtil videre ved VM.
Indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi, Daniel Hangaard, storroser måden, de mange ishockeyfans har opført sig på indtil videre ved VM.
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Vi er næsten en uge inde i det største sportsarrangement på dansk grund nogensinde, og den gode stemning fylder fortsat mest i fanzonen og bylivet omkring turneringen.

Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi på mesterskabets sjette dag.

Faktisk har døgnrapporterne under VM været næsten ubegribeligt tynde, lyder det fra politiets indsatsleder, Daniel Hangaard.

- Man kan sige det ganske kort: Der er gang i en sportslig folkefest. Vi har stort set ingen sager, og dem vi har ryger indenfor bagatelgrænsen. Folk nyder virkelig, at sommervejret er over os, og at ishockeyen er kommet til landet. Selvom her er varmt, så kommer den største varme fra tilskuerne selv.

Tusindvis af ishockeyfans har været i stand til at hygge sig sammen under VM i Herning, fortæller politiet.
Tusindvis af ishockeyfans har været i stand til at hygge sig sammen under VM i Herning, fortæller politiet.
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- Vi bliver nødt til at rose ishockeytilskuerne. Med den mængde mennesker fra mange forskellige lande og med de mængder alkohol, der bliver indtaget, så er det et helt utroligt publikum. Det er i hvert fald eksemplarisk det, vi har set indtil videre. Det er virkelig positivt at se, siger Daniel Hangaard.

Var ikke gået, hvis det havde været fodboldfans

I fanområdet ude foran Boxen drikker tilskuere fra mange forskellige lande øl side om side. Og det er de samme indgange til arenaen, der bliver benyttet uanset, om man ankommer i dansk, tysk eller canadisk merchandise.

Politiet er massivt til stede ved VM i ishockey, men alt har indtil videre været roligt.
Politiet er massivt til stede ved VM i ishockey, men alt har indtil videre været roligt.
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Politiet har kun måtte skride ind i ganske få tilfælde. Blandt andet drak en tilskuer fra Letland sig så fuld i weekenden, at han måtte ind på politistationen i Holstebro for at sove rusen ud.

Ifølge politiet er det noget af det helt unikke ved netop VM i ishockey. Indsatslederen tror ikke, turneringen var foregået på samme fredelige facon blandt fansene, hvis der havde været tale om et fodboldstævne af samme størrelse.

- Det tåler ingen sammenligning. Det ville nok ikke være muligt at afvikle et fodboldarrangement på den her størrelse med så få anmærkninger.

- Døgnrapporterne er meget tynde, må vi sige. Det er vi rigtig glade for. Det betyder, at forberedelserne har været enormt godt givet ud, lydet det fra Daniel Hangaard.

Danmark mangler fortsat at møde Finland, Norge, Korea og Letland i verdensmesterskabet, der spilles i Herning frem til den 17. maj.

Midt- og Vestjyllands Politi har tid til at joke på Twitter. Her beretter ordensmagten om, at den eneste ballademager ved eventen er Søren Østergaards Zirkus Nemo-figur 'Smadremanden'. 
Midt- og Vestjyllands Politi har tid til at joke på Twitter. Her beretter ordensmagten om, at den eneste ballademager ved eventen er Søren Østergaards Zirkus Nemo-figur 'Smadremanden'. 
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi