Politiet: Hjælp med at finde to røvere

Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at finde to gerningsmænd til et røveri begået i Møldrup den 14. februar.

Overvågningsbillede fra røveriet mod Min Købmand i Møldrup søndag den 14. februar.
Overvågningsbillede fra røveriet mod Min Købmand i Møldrup søndag den 14. februar.

To knivbevæbnede mænd kom omkring klokken 20.30 ind i forretningen Min Købmand i Møldrup søndag den 14. februar om aftenen.

Her truede de sig med en kniv til et kontantbeløb hos forretningens ekspedient.  

Politiets overvågningsbilleder viser de to gerningsmænd, som formentlig har taget flere lag tøj på for at syne kraftigere.

Politiet vil gerne tale med borgere, der kan have set de to mænd i området. Der er desuden stor sandsynlighed for, at gerningsmændene under flugten kan have skilt sig af med tøj og sko.

Hvis borgere har set noget, der minder om det beskrevne tøj, ligge smidt i området, så kontakt venligst politiet på 114.

Mistænkte A:
Dansktalende mand på mellem 20 og 30 år, dansk af udseende og med almindelig kropsbygning og omkring 180 cm høj.
Han var under røveriet iført en sort elefanthue med huller til øjnene og med en rød hue indenunder. Den udvendige trøje var hvid og rød. Der stod ”SNIFF” med hvide bogstaver på trøjen. Inden under den rød/hvide trøje havde han tilsyneladende en hættetrøje med en opslået mørk hætte.
Han var under røveriet også iført mørkeblå jeans, sorte sko og grå arbejdshandsker.
Den mistænkte var bevæbnet med en 10-15 cm lang kniv.

Mistænkte B:
Den anden mistænkte mand er ligeledes et sted mellem 20-30 år, almindelig af kropbygning, ca. 180 cm i højden og dansk af udseende.
Han var under røveriet iført en lysegrå hættetrøje med et sort mærke i nakken (formentlig fordi vrangen var vendt ud på trøjen). Han var iført blå cowboybukser – muligvis af mærket Levi´s og med et "Karlkani"-bælte, og så var han iført et par sorte "Nike" sko.
Han havde en rød hue under hætten, og han var ligeledes iført grå arbejdshandsker, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Hvis borgere har set de mistænkte eller har observeret noget mistænkeligt i Møldrup-området søndag den 14. februar, så kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på 114.

TV MIDTVEST bragte 15. februar dette indslag om røveriet.

2:03
Et knivrøveri mod en købmand i Møldrup er blot det seneste i en lang række