Politiet giver Hee-forældre fred

Midt- og Vestjyllands politi har endnu ikke afhørt forældrene i Hee-tragedien, og det er ikke noget, der haster.

halmulykke.jpg

Det er nu halvanden uge siden, at tre piger i Hee mistede livet efter en tragisk ulykke. De tekniske undersøgelser er afsluttet og politiet mangler kun at afhøre forældrene, men det er ikke noget, der haster. Det skriver bt.dk.

- Der er ingen, der skal straffes, og det ændrer jo ikke noget, om vi taler med familien i denne uge eller i den næste, siger sektionsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing, Bjarne Højgaard.

Kan måske forhindre andre ulykker

Selvom politiet nok aldrig finder ud af, præcist hvad der er sket, så er der stadig en grund til at komme så tæt på en årsag som muligt.

- Når vi har fuldt overblik over, hvordan halmballerne var stablet, kommer vi nok med en udtalelse. Man skal være påpasselig med, hvordan man stabler de her baller, og måske kan vi forhindre andre ulykker, siger Bjarne Højgaard.