Politiet fyrer

Midt- og Vestjylland Politi tager afsked med 36 medarbejdere i sparerunde. 7 betjente stopper frivilligt.

PolitiErme_type1.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi satte i dag navne på de 22 administrative medarbejdere, der skal afskediges som følge af et landsdækkende budgetunderskud. Derudover har 14 taget imod en frivillig fratrædelse. Her i blandt syv betjente.

- Det har jo været sådan hidtil, at når man blev ansat i politiet, så var det faktisk en livstidsstilling. Derfor er det her særdeles ubehageligt, ikke mindst for de medarbejdere, det nu går ud over - det giver sig selv, siger politidirektør Jens Kaasgaard, Midt- og Vestjylland Politi.

Skal spare 15-18 millioner

I 2008 overskred Rigspolitiet budgetterne. Lige nu skal der findes besparelser for op mod 18 millioner kroner bare i Midt- og Vestjylland.

- I den her overgangsfase, hvor vi skal uddanne nye med de kompetencer, vi kommer til at mangle, der kan det godt være sagsbehandlingstiden vil blive en smule længere. Det kan vi bestemt ikke afvise, men kerneområder udrykning og beredskab osv. bliver ikke påvirket, siger Kaasgaard.

Der er i dag 800 ansatte i Midt- og Vestjyllands Politi.