Delte overvågningsbilleder: Politiet forstår ikke butiksejers beslutning

En butiksejer valgte mandag at dele overvågningsbilleder af et tyveri på Facebook. Det kan koste ham en bøde.

Ole Henriksen forstår ikke, at en butiksejer selv valgte at dele overvågningsbilleder fra et tyveri på Facebook.
Ole Henriksen forstår ikke, at en butiksejer selv valgte at dele overvågningsbilleder fra et tyveri på Facebook.
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

Butiksejer Robin Jeppesen vidste godt, at det var ulovligt, da han mandag aften delte overvågningsbilleder fra et tyveri i hans butik Outlet Ikast ApS.

Han valgte dog alligevel at lægge billederne op på butikkens Facebookside, allerede inden han meldte det til politiet.

- Jeg gør det af den simple grund, at jeg synes, det er frustrerende, at når jeg kontakter politiet, så får jeg ikke noget hjælp, udover at jeg kan sende dem en mail, fortalte Robin Jeppesen i går til TV MIDTVEST.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi tager politiinspektør Ole Henriksen dog afstand fra den taktik.

- Jeg synes, det er rigtigt uheldigt. Det er en overtrædelse af gældende lovgivning, og det indebærer, at han på den måde pådrager sig en bøde, siger han.

Kontaktede politiet efterfølgende

Roben Jeppesen anmeldte først tyveriet til politiet, efter han havde lagt billederne på Facebook. Den beslutning forstår Ole Henriksen ikke.

- Jeg kan se, at tyveriet er sket i mandags omkring middagstid, og han anmelder det først til os om tirsdagen hen på formiddagen, men han lagde allerede billederne på nettet mandag aften. Hvis vi nu havde fået billederne umiddelbart efter, det var sket, så kunne vi sagtens have offentliggjort dem samme dag. Så kunne navnene måske være kommet til os i stedet.

Ville I have reageret så hurtigt?

- Det er vores udgangspunkt, at vi gør det så hurtigt som muligt, og hvis der er med anmeldelsen følger videobilleder, så kan vi ret hurtigt lægge dem op.

Opslaget har ifølge Robin Jeppesen ført frem til oplysninger om, hvem personerne på overvågningsvideoen er. De oplysninger har han videregivet til politiet.

2:22
Robin Jeppesen delte billederne på Facebook, før han kontaktede politiet. Se vores indslag om det her.