Politiet: Fejl der ikke blev sendt ambulance

Politiet erkender nu, at der var en klar fejl, at der ikke blev sendt en ambulance til en 13-årig dreng fra Hald Ege, der i sidste uge brækkede skinnebenet.

I sidste uge brækkede 13-årige Morten Frøslev Søndergaard skinnebenet under en skøjtetur med sin klasse. Hans lærer ringede 112, men fik at vide, at hun selv skulle transportere drengen til skadestuen. Nu har politiet lyttet optagelserne fra alarmopkaldet igennem og erkender, de har begået en fejl - der burde være sendt en ambulance

- Hvis det var helt korrekt, så skulle min operator have spurgt lidt bedre ind til, hvilken situation de stod i derude. Han var måske lidt for hurtig på aftrækkeren med hensyn til at bede om den egentransport, forklarer Anders T. Olesen, der er leder af politiets alarmcentral i Midt- og Vestjylland.

Mortens Frøslevs mor, der har klaget til både politiet og Region Midtjylland, er godt tilfreds med svaret.

- Jeg synes, det er fint, at de erkender fejlen og undersøger, hvad der er foregået, fortæller Tina Søndergaard, der er mor til Morten.

Fejlskønnet får ingen konsekvenser for den politimand, der modtog opkaldet, men politiet vil nu gennemgå deres procedure for alarmopkald. Politiets alarmcentral i Viborg får cirka 10.000 opkald om måneden. De reagerer på cirka 2500 - det vil sige, at der bliver sendt ambulance, brandvæsen eller politi ud.

Se interview med Anders T. Olesen, der forklarer, hvorfor fejlen skete.