Politiet: Fastklemte i alvorlig ulykke ved Havnstrup

En lastbil er væltet, og der er melding om flere fastklemte i en trafikulykke mellem Herning og Ringkøbing.

En lastbil ligger på tværs af Videbækvej.
En lastbil ligger på tværs af Videbækvej.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Politi og redningsmandskab arbejder i skrivende stund på at få reddet folk ud fra en ulykke på Videbækvej ca. en km vest for Havnstrup mellem Herning og Ringkøbing.

- Det er rimeligt alvorligt, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Politiet har endnu ikke fået overblik over ulykken men kan dog fortælle følgende:

- En lastbil er væltet, og en personbil er involveret. Der er melding om fastklemte, siger vagtchefen.

Videbækvej er spærret på stedet, og trafikanter skal søge andre veje i løbet af morgenstunden og formiddagen, mens redningsmandskab arbejder på stedet.

- Lastbiler bør søge omvej på større veje, da de små veje, på grund af den megen regn vi har fået, kan forårsage udskridninger med væltede køretøjer til følge, fortæller Ole Vanghøj.