Politiet er klar til midtjysk fodboldbrag

Politiet er klar til midtjysk fodboldbrag

Politiet vil forsøge at undgå en gentagelse af de fanuroligheder, der opstod, da Viborg FF og FC Midtjylland mødtes i april.

Politiet vil være talstærkt tilstede, når Viborg tager imod FC Midtjylland i morgendagens sene Superligaopgør kl. 20.00 Politiet vil skabe en tryg og positiv oplevelse for de mange fodboldfans og byens borgere, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

-Vi forventer, at fodboldkampen i Viborg på søndag bliver en god oplevelse både før -, under - og efter kampen. Fodbold skal være en fredelig og tryg oplevelse. Dialogen med de forskellige grupperinger af fans er derfor et af vores vigtigste redskaber. Når det så er sagt, så er vi selvfølgelig klar til at skride håndfast ind, hvis det bliver nødvendigt, siger Henrik Mørk Glintborg, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Der vil være som altid være dialogbetjente ude ved stadion, hvor de vil være i kontakt med de mange fans.

Sidst de to klubber tørnede sammen, skabte det stor ballade i Viborg. Her kom en betjent slemt til skade, efter en gruppering kastede en genstand i hovedet på ham. Derudover blev der affyret flere kanonslag.