Politiet: en rolig festival

Politiet har været massivt til stede ved Skive Festival. Alt i alt melder politiet om en utrolig vellykket festival.

16 tyverier, 12 bøder for dårlig opførsel, én bortvisning, to eftersøgninger og foreløbig én tiltale for vold.

Politiet melder generelt en vellykket udgave af Skive Festival for deres vedkommende.

 - Det har været en utrolig rolig festival. Vi har været rigtig godt forberedte i år, og vi har haft et utrolig godt samarbejde med festivalarrangøren. De episoder, der har været, er på et lavt niveau i forhold til, at så mange unge mennesker har været samlet, fortæller vicepolitikommissær Lars Mikkelsen fra Skive Politi.

21 narkosager

Der har været 21 tilfælde, hvor festivaldeltagere var i besiddelse af narko i form af blandt andet amfetamin og hash.

 - Vi har haft en meget konsekvent politik i forhold til stoffer. Den politik har de unge forstået, fortæller Lars Mikkelsen.

Én person blev hentet af en ambulance efter, at vedkommende havde indtaget fantasy.

Alt i alt var der omkring 17.000 festivaldeltagere til Skive Festival.