Politiet: Ekstremt rolige festivaler

Både Haze over Haarum og Skive Festival blevet afholdt i usædvanlig god ro og orden, fortæller politiet.

Skivefestival.jpg

- Det er forløbet ekstremt ordentligt, fortæller vicepolitikommissær Michael Tykgaard fra lokalpolitiet, efter, at festivalen Haze over Haarum er overstået.

Og han er ikke den eneste, som kan berette om en rolig festival. Også i Skive har politiet haft tid til at nyde den gode festivalstemning.

 - Det har været ekstremt stille i år sammenlignet med sidste år. Jeg tror, at festivalen er blevet mere afdæmpet, og publikum har fået en mere moden alder, fortæller vicepolitikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Færre sager

Politiet i Skive har nu opgjort antaget af sager efter festivalen. Der har været ni tilfælde af hærværk - primært hvor biler er blevet ridset.

Desuden har der i alt været otte tyverier og ni sager med euforiserende stoffer. Den mest alvorlige sag var en mand, der blandt andet havde 9,7 gram amfetamin på sig. Da politiet ransagede hans bopæl, fandt de desuden 60 gram svampe.

Samlet set har der været 72 sager fra Skive Festival i år mod 120 sager sidste år.

Fandt hash i læbælte

På Haze over Haarum fik tre personer klippet deres armbånd efter at have brudt ordensbekendtgørelsen.

Desuden havde politiet blot seks sager om euforiserende stoffer. Blandt andet fandt politiets narkohund 68 gram hash, der var gemt væk i et læbælte.