Politiet efterlyste flugtbilist i medierne – nu har han meldt sig selv

Politiet har fået en god snak med den 19-årige flugtbilist, der nu kan se frem til at få en bøde.

(Arkivfoto) Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det var en 19-årig mand fra Skjern, der i tirsdags kørte fra et uheld, han selv havde været impliceret i på Lindtorpvej nær Bur lidt udenfor Vemb.

Læs også Politiet efterlyser sort bil: Har store skrammer og knækket sidespejl

Det fortæller Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

- Den 19-årige havde set, at han var efterlyst i medierne, og derfor valgte han torsdag at melde sig selv.

- Han forklarede, at han var blevet forvirret i situationen, og at han ikke kunne overskue konsekvenserne, lyder det fra Knud Lauridsen.

Har fået løftet pegefinger af politiet

Den 19-årige ramte en autocamper i forbifarten med sin sorte Audi. Audien fik skrammer, mens sidespejlet også blev kørt af. Autocamperen blev ligeledes ridset langs siden, inden han valgte at køre fra ulykkesstedet uden at standse.

Manden er nu sigtet for ikke at give sig til kende efter uheldet. Forholdet har han erkendt overfor politiet.

- Vi har fået en god snak med ham, og vi har løftet pegefingeren overfor ham. Jeg er ret sikker på, at han nu har forstået budskabet efter den her episode, siger Knud Lauridsen.

Den 19-årige mand kan nu se frem til at få en bøde for forseelsen.

Læs også Tre anholdt efter indbrud i tandlægeklinik: Stjal designermøbler og pengekasse