Opdatering: Politiet har været i kontakt med vidner til knivstikkeri

To centrale vidner efterlyses nu i forbindelse med et alvorligt knivstikkeri i Herning i midten af marts.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

OPDATERET KLOKKEN 18.24: Politiet har nu været i kontakt med vidnerne.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser nu to unge mænd, der kan være potentielle vidner til et alvorligt knivstikkeri i Herning lørdag den 10. marts. 

Læs også Mand ligger i koma efter knivstik på diskotek

Ifølge politiet er der tale om to mænd, der på overvågningsmaterialet fra gerningsstedet ses at have været centralt placeret i forhold til knivstikkeriet. De er altså ikke efterlyst i forbindelse med selve overfaldet, men kun som centrale vidner. 

Person A beskrives som en ung mand i alderen 18-25 år. Han har kort lyst hår og var iført en lys hættetrøje og lyse bukser. Desuden bar han et sort ur på sit venstre håndled. 

Person B beskrives ligeledes som en ung mand i alderen 18-25 år. Person B har kort mørkt hår, var på tidspunktet iført en lys sweatshirt og mørke bukser. Derudover er han tatoveret på venstre underarm. 

Tre stukket ned

Knivstikkeriet fandt sted på diskoteket Dansebar og Einstein i Smallegade kort før midnat den 10. marts. I alt blev tre mænd stukket ned - den ene så voldsomt, at han efterfølgende lå i koma. 

Læs også Venner til knivoffer: Han er vågen igen

- Han er under lægebehandling lige nu, og det seneste vi har hørt er, at han er stabil. De to andre er udenfor livsfare, lød det dengang fra vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen.

Den ene af de to andre blev stukket i lysken og den sidste fik overfladiske skrammer.

Efterfølgende har venner til knivofferet, der lå i koma, oplyst til TV MIDTVEST, at han er vågnet igen. 

To af de formodede gerningsmænd blev et par timer senere anholdt i Slagelse. Herefter blev de fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. Varetægtsfængslingen er netop blevet forlænget frem til starten af maj. 

Skulle der være andre vidner til episoden i Herning, der endnu ikke har været i kontakt med politiet, så hører Midt- og Vestjyllands Politi gerne om det. Vidnerne kan kontakte politiet på telefon 114. 

02:24

Tre mænd er i dag blevet varetægtsfængslet og sigtet for drabsforsøg. Politiet mener, at de står bag et knivstikkeri på et diskotek i Herning sent i aftes. Ét af ofrene er i koma og fortsat i livsfare.

Luk video