Cyklist påkørt af bil i Skive: Politiet efterlyser vidner

Politiet i Skive efterlyser vidner til en trafikulykke fra august.

Niels Bach fra politiet i Skive efterlyser vidner til en trafikuylkke, hvor en bil ramte en cyklist. Foto: Arkivbillede

Den 23. august fik politiet i Skive en anmeldelse om en soloulykke, hvor en 55-årig mand var væltet på cykel.

Læs også Flere tilskadekomne cyklister: Det handler om at orientere sig bedre

Men nu har et vidne kontaktet politiet og fortalt, at cyklisten blev påkørt af en bil, der skulle dreje til venstre. Også den 55-årige cyklist har nu fortalt, at han blev påkørt af en bil. Ulykken skete ved Ringvej Syd og Frisenborgvej omkring klokken 16.10.

- Vi vil gerne i kontakt med bilisten for at få redt trådene ud. Og så har man også pligt til at fortælle, hvem man er og udlevere sine forsikringsoplysninger, siger politiassistent hos Skive Politi Niels Bach.

Niels bach fortæller også, at politiet vurderer, at bilisten ikke har haft til hensigt at stikke af fra ulykken. Vidnet fortæller nemlig, at bilisten stod ud af bilen for at tjekke cyklisten.

- Han har sikkert vurderet, at der var hånd om sagen, og så glemt at oplyse, hvem han er, siger Niels Bach.

Politiet oplyser, at manden i bilen beskrives som 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning og omkring 70 år gammel.

Brækket ribben og punkteret lunge

Den 55-årige mand på cyklen blev efter påkørslen kørt til sygehuset i Viborg, hvor det ifølge politiet viste sig, at han havde brækket seks ribben og punkteret begge lunger.

Hvis nogle har oplysninger om trafikulykken, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.