Politiet efterlyser mulig voldtægtsmand

En kvinde er blevet forsøgt voldtaget i Herning søndag. Politiet er på bar bund i sagen.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Arkiv

En 25-årig kvinde fra København var lørdag i byen i Herning med en veninde. Da kvinden går alene hjem fra byen, bliver hun antastet af en mand på parkeringspladsen bag spillestedet Fermaten

Manden forsøger at kysse hende, og han hiver hendes strømpebukserne ned. Han forsøger at voldtage hende op af en mur, men hun gør så meget modstand, at hun får vristet sig fri og kan løbe derfra. Hun har pådraget sig nogle knubs efter overgrebet. 

Voldtægtsforsøget skete klokken 03.45 natten til søndag, og efter at kvinden har talt med sin familie, vælger hun om eftermiddagen at anmelde det til politiet. 

Kvinden har været i stand til at give et signalement af manden, men ud over det har politiet ikke noget at gå ud fra. Derfor hører politiet gerne fra vidner, der kunne have set noget omkring gerningstidspunktet, eller som måske kender til gerningsmanden ud fra signalementet. 

- Vi sætter mange ressourcer ind for at få det her opklaret, så hvem som helst, som måtte vide noget, skal kontakte os på 114, siger vicepolitikommissær Bent Smedegaard. 

Signalement:
Ikke dansk af udseende
30-40 år
180-190 cm. høj
Mørkt hår
Skægstubbe
Mørke jeans
Stor jakke, muligvis dunjakke
Talte dårligt dansk - det dansk, han kunne, var med accent.