Politiet efterlyser mænd for mastercard-tyveri
Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at identificere to mænd, der hævede penge med et stjålet mastercard ved Føtex i Ikast.
Det sker jævnligt, at tyve ser deres snit til at stjæle punge og betalingskort fra borgere i Midt- og Vestjylland.
Et sådant tyveri blev en 23-årig kvinde udsat for den 28. marts kl. cirka 11.15, da hun handlede i Føtex på Rådhusstrædet i Ikast.
Efter kvinden havde betalt for sine varer, lagde hun sin mobiltelefon og mastercard oven på sin søn, der sad i barnestolen i indkøbsvognen. Først da hun kom hen til sin bil, opdagede hun, at telefon og betalingskort var stjålet.
Umiddelbart efter blev kortet brugt til at hæve kontanter i en nærliggende hæveautomat.
Der er overvågningsfotos fra hæveautomaten, og Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder i håb om, at en borger kan genkende de to gerningsmænd.
Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114. Oplys gerne journalnr. 4100-76151-00329-18 ved henvendelser.