Politiet efterlyser cigarettyv

Offentliggør overvågnings-foto af mand, der blandt andet mistænkes for at stjæle 40 kartoner cigaretter i Lihme.

Lokalpolitiet i Skive beder om hjælp til at finde ung mand, der torsdag formiddag var på tyvetogt i Spøttrup og Lihme.

Manden er set køre i en Audi A4 med et sæt stjålne nummerplader - XX 29 427, og hvis man skulle møde ham, vil politiet gerne have et tip på telefon 114.

Politiet hørte første gang om den unge mand, da der klokken 10.10 blev meldt om tyveri af en computer fra en varebil på Shell-tanken på Kjærgaardholm i Spøttrup.

Knap 20 minutter senere kom anmeldelsen fra Dagli´Brugsen i Lihme. En ung mand kom ind i forretningen, satte sin sodavand på disken og gik derefter ind på kontoret, hvor han stjal 40 kartoner cigaretter.

Politiet har offentliggjort et overvågningsbillede af manden taget i Lihme - han beskrives som 35-40 år, kraftig i ansigtet og med kort sort hår.