Politiet efterlyser bilist: Ramte 15-årig cyklist

En 15-årig cyklist blev tirsdag morgen væltet af cyklen ved Funder. Bilisten bemærkede tilsyneladende ingenting.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Lokalpolitiet i Silkeborg vil gerne i kontakt med føreren af en sølvgrå bil, der tirsdag morgen kørte af Kongshedevej mellem Kragelund og Funder. Bilisten ramte nemlig en 15-årig dreng, der kom cyklende i østlig retning.

- Kort efter kl. otte blev drengen overhalet af bilen, der snittede ham. Han væltede på cyklen og pådrog sig et brud på højre knæ, forklarer politiassistent, Flemming Just.

Der er ifølge drengens forklaring tale om en sølvgrå personbil af typen hatchback.

Mærket kunne han ikke nå at få øje på. Derfor bliver det da også særdeles svært for politiet at finde føreren.

- Vi har ikke noget registreringsnummer eller yderligere at gå efter. Men hvis man har kørt en lignende bil i området mellem Kragelund og Funder i går morges, så synes jeg da lige, man skal give politiet en opringning, lyder det fra Flemming Just.

Han forklarer i øvrigt, at bilisten sandsynligvis har haft dårligt udsyn, da der har været lavtstående sol på tidspunktet. Bilisten kan derfor meget vel have ramt den 15-årige uden at have bemærket det.

- Vi gør, hvad vi kan for at finde vedkommende. Både for at kunne afslutte sagen, men også fordi der kan være nogle erstatningsrelaterede spørgsmål, slutter politiassistenten.

Lokalpolitiet i Silkeborg kan kontaktes på tlf. 114.