Politiet efterlyser 12-årig dreng fra Holstebro

En 12-årig dreng fra Holstebro er ikke set siden mandag sidst på eftermiddagen. Politiet beder nu om hjælp til at finde ham.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Mandag sidst på eftermiddagen forlod 12-årige Lasse bostedet Østervang i Holstebro, hvor han bor.

Han er ikke set siden kl. 17.30 ved bostedet på vej mod Holstebro Banegård, og nu beder politiet offentligheden om hjælp til at finde ham.

Politiet oplyser, at han kan være rejst mod Sønderjylland og vil derfor gerne have borgere over hele landet til at holde øje.

Lasse beskrives som 174 cm. høj, almindelig af bygning og har kort, mellemblond hår.

Da han forsvandt i går, var han iført hættetrøje med hvid tryk på maven, en Hummel-trøje, jeans, sort kasket og mørke sko med hvid kant. Han medbragte en sovepose og to bæreposer.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.